Amerikanske karikaturer hæmmer diversitet og efterlader danske virksomheder i en kattepine

Kulturpolitiske forenklinger spænder ben for en dybere forståelse af mangfoldighedens kompleksitet og dens nytteværdi i erhvervslivet. Når selv den nu tidligere ligestillingsminister Marie Bjerre (V) har kritiseret dele af diversitets- og ligestillingsdebatten og fremsat grænser for ligestillingspolitikken, så afspejler det nok en bredere dysfunktion. Det er uheldigt, fordi diversitet har vist sig et effektivt værktøj for forretningsverdenen. Flere studier har påvist positive sammenfald med forbedrede økonomiske resultater. Især øget innovation og kreativitet og større medarbejdertilfredshed er veldokumenterede. Debatten er en hjørnesten i en stærkt politiseret amerikanske kulturkrig. Ifølge en rapport fra Elsevier med titlen »Gender in the Global Research Landscape« kommer for eksempel 35 procent af de globale publikationer om kønsdiversitet i perioden 2011-2015 fra USA, efterfulgt af Storbritannien med omkring 11 procent. Hvis vi forsigtigt anslår, at Australien, Canada og New Zealand tilsammen bidrager med yderligere 10-15 procent, vil jeg vove den påstand, at op mod 60 procent af forskningen kommer fra angelsaksiske lande, mens det samme tal for minoritetsforskning må anslås at ligge mellem 70-80 procent. Fælles identitet Kan »The Five Eyes« snævre kulturperspektiv rumme global mangfoldighed? Det taler ikke for det, når disse lande er blandt de få, der opdeler deres befolkninger i racer og andre kulturspecifikke kategorier. Kategorier, vi kender herhjemme fra Jørgen Clevins Rasmus-bøger, hvor mennesker på kloden opdeles i røde, gule, hvide og sorte. Den amerikanske folketælling nuancerer børnebøgerne med en brun catch-all-farve og et par kategorier mere. Det har den effekt, at især USAs særlige tankegods, der kan være betinget af raceundertrykkelse og segregation, overføres ureflekteret til andre lande. I Danmark kan det for eksempel betyde, at man ser kritisk på virksomheder med mange »hvide« ansatte, hvilket ellers må siges, givet dansk demografi, ikke at være særlig bemærkelsesværdigt. Eller at man ser på grønlandske ansatte i samme offerrolle som indfødte amerikaneres i USA. Thulefolket, de grønlandske inuitter, kaldes analogt for den oprindelige befolkning. Det, selvom Dorsetfolket havde været i Nordgrønland i 1.000 år og Nordboerne i Sydgrønland i 500 år, da Thulefolket koloniserede Grønland og fordrev de oprindelige folk. Selvom det at reducere folk til få farver og identiteter tidligere var et undertrykkelsesværktøj, bliver denne forenkling brugt af minoriteter. Begrebet »strategisk essentialisme« beskriver, hvordan minoritetsgrupper kan samle sig omkring en fælles identitet for at opnå politiske mål. Antitesen på mangfoldighed Forenklingen kan være nyttig i tilfælde, som for eksempel at samle mikrominoriteter som Two-Spirits (indfødte amerikanere med to kønstræk) med andre lgbt+-personer. Men ideen om at opdele menneskeheden i få, forsimplede identiteter, er antitesen på mangfoldighed. Mennesker er komplekse, og det gør dem unikke og værdifulde – også for virksomheder. Problemstillingen burde analyseres bedre herhjemme. Uden for landets grænser har denne specifikke pointe da også været genstand for refleksion og polemik. Som for fem år siden da 150 franske filosoffer og psykoanalytikere publicerede et fælles indlæg i Libération, at »‘race’ eksisterer fra det øjeblik, hvor mangfoldigheden af biografiske baner (…) slettes…«. Den segregerende folketælling, man kender fra de angelsaksiske nationer, er forfatningsstridig i Frankrig, da den netop modvirker mangfoldighed. Vores virksomheder har brug for videnskabelig integritet, en åben, apolitisk tilgang og høj specificitet for at udnytte diversitet til at skabe værdi. Dette kræver en kontekstspecifik og konkret forståelse af, hvilke former for diversitet, der er relevante og nyttige for dem. Omfatter dette aspekter som kultur, etnicitet, køn, alder, uddannelsesbaggrund, faglighed, erfaring, kognition, socioøkonomi, seksualitet, funktionsvariation, religiøsitet …? Det bør afprøves, hvilken type diversitet der er mest effektiv i forskellige sammenhænge. Det er muligt, at de former for diversitet, vi måler på, ikke altid er de mest relevante. Personligt har jeg oplevet, at (tvær)faglighed har været den vigtigste form for diversitet i mange arbejdssammenhænge. Hvorfor sidestilles og undersøges andre former for mangfoldighed ikke i samme grad som de mest udbredte, angelsaksiske? Et skørt surrogat Den manglende seriøsitet udstilles for eksempel i en af de hurtigst voksende »minoriteter«: Fursonaer, som er personer, der identificerer sig med antropomorfe dyrefigurer. Furry-kulturen udviklede sig som fankultur til amerikanske Comic-Cons og overlapper nu med lgbt+-bevægelsen. Disse minoritetspersoner er bogstaveligt talt, helt reduceret til tegneseriefigurer. Fursonaerne har gjort deres indtog i skoler. Sidste år var der furore på Rye College i East Sussex, da en lærer stemplede en elev som »foragtelig«, efter at hun havde nægtet at acceptere en klassekammerats påstand om, at hun »identificerer sig som en kat«. The Telegraph rapporterede, at lærere på andre skoler også tillod børn at identificere sig som heste, dinosaurer og måner. Og skoleledere advarede om disse »katteelever«, der bærer haler og ører i timerne og mjaver, når læreren stiller spørgsmål. Fænomenet er kommet til Danmark, men har mig bekendt endnu ikke nået arbejdspladserne. Det er uheldigt, at diversitetsdebatten er blevet et skørt surrogat for avisstriben, når det grundige arbejde, der kræves for at få systematiske gevinster for virksomheder, knap er begyndt. Jeg mener, at virksomheder bør presse på for at få mere evidens for, hvilken form for øget diversitet der gavner dem, og indtil da undgå at følge deres amerikanske forbilleder og andre politisk motiverede identitetskonstruktioner. Jens Martin Skibsted er global partner i Manyone og stifter af Biomega https://www.berlingske.dk/kommentar/amerikanske-karikaturer-haemmer-diversitet-og-efterlader-danske